Fra kultureng til natureng
Mere naturprægede enge fremmes gennem et samspil af natur, miljø og landbrugsproduktion
I disse år fokuseres der på udvikling af landdistrikterne. Et væsentligt element kan være rammerne for bosætning og turisme i åbne landskaber og naturskønne omgivelser, og hvor der ønskes mere natur i landskabet, er det relevant at se på, hvorledes kulturenge kan ændres til mere naturprægede enge.
Ved en kultureng forstår vi en eng, der er præget af intensiv landbrugsdrift med få arter - fortrinsvis kulturarter, som klarer sig godt ved den intensive drift med omlægning og gødskning. Kulturarter definerer vi som arter, der indgår i landbrugets udsædsblandinger. Ved en naturpræget eng forstår vi en eng med større artsrigdom af naturligt forekommende arter og med en stor andel af engarter.
Ud fra resultaterne i en tværfaglig undersøgelse vil vi fremhæve konsekvenser af forskellige driftsformer - specielt hvordan de i varierende grad kan tilgodese interesser omkring arealernes udvikling og tilstand.
Først bevaring…
Hvis man vil styrke naturindholdet på engene, er det nødvendig med en målrettet indsats. Først og fremmest skal arealer med en høj naturværdi sikres. Dernæst vil det være aktuelt med naturgenopretning, dvs. genskabe naturprægede engarealer.
For eksisterende naturprægede enge vil det ofte være en driftskontinuitet, som skal sikres. For kulturprægede enge vil det være relevant først at vurdere, om de er så fugtige, at der skal satses på tørveopbygning. De mindre fugtige kulturprægede enge vurderes herefter mht., om der skal satses på botanisk naturgenopretning eller på en miljøvenlig landbrugsproduktion og landskabspleje.
…dernæst genopretning
Hvis man fx har ti kulturenge og har midler til at genoprette to, hvor er der så størst chance for succes vurderet ud fra en botanisk indgangsvinkel?
Den problemstilling har vi behandlet ud fra data fra 20 engarealer med forskellige driftshistorier og jordtyper. De fleste af arealerne havde et lavt gødskningsniveau, men også ugødskede og højt gødskede arealer indgik i undersøgelsen.
Der blev udført registreringer af vegetationen, de naturgivne forhold, driftsforhold, og andre faktorer af betydning for naturkvalitet. Arealerne blev rangordnet ud fra de botaniske registreringer, og mht. botanisk naturkvalitet indgik antal plantearter, andelen af engarter samt andelen af urter. Herefter blev de rangordnede arealer sammenholdt med de øvrige registreringer.
De 20 enge udviste stor variation i de forskellige karakteristika, fx varierede planteproduktionen fra 2½ til 11 ton tørstof pr. ha. Mht. arealernes botaniske kvalitet var højt tørstofudbytte og udbytte i FE ved første slæt samt P-indhold i engafgrøden negativt relateret, mens K/P-forholdet i engafgrøden var positivt relateret til botanisk naturkvalitet. Endelig var potentiel N-mineraliseringsrate og mængden af mineralsk N om foråret negative, mens C/N forholdet i jorden var positivt relateret til botanisk naturkvalitet.
Vi har vurderet, at en kombination af udvalgte indikatorer kan bruges ved valg af arealer, hvor det er lettest at genetablere en naturpræget engvegetation. Af de driftsmæssige beslutninger var N-gødskning negativt, mens år med ens drift samt vandstand (inden for rammerne i undersøgelsen med maksimal sommervandstand på ca. 20 cm under terræn) var positivt relaterede.
Udvælges enge til genopretning ud fra indikatorer for potentiel naturkvalitet, må forholdene forventes at være de mest optimale. Det er samtidig vigtigt at huske, at arealerne skal udvælges, hvor der er frøkilder i nærheden. Undersøgelser ved Fussingø har fx vist, at kulturengene kun rummer frøbank af meget få af de ønskede engarter.
Drift og diversitet
Når de bedst egnede kulturenge er udvalgt - hvilken drift skal man så vælge for at komme fra kultureng til en mere naturpræget eng?
Et væsentligt spørgsmål er, hvilken drift der vil fremme den botaniske diversitet. Ved at sammenligne slæt, kontinuert afgræsning og driftsophør viste det sig, at bedste valg af drift var afhængig af udgangspunkt - ved relativ høj diversitet var det bedst med slæt eller studeafgræsning ved lav belægning. Ved lav diversitet, som vil være udgangspunktet i kulturenge, var det bedre med høj belægning eller driftsophør gennem en kort årrække - fx som i forsøget at have små felter med driftsophør, der kan fungere som etableringsfelter, som senere inddrages i driften (sidste del er dog ikke efterprøvet).
Mht. småpattedyr blev der indfanget ni arter af mus og brud, i alt næsten 2.000 individer. Der var ingen effekt af græsningstryk på diversiteten af småpattedyr, men en markant effekt på biomassen af småpattedyr og på populationsstørrelserne af nordmarkmus, der var den hyppigst forekommende art. Småpattedyr tilgodeses bedst i en varieret habitat, hvor områder med lav vegetation afveksler med patches af høj, tæt vegetation, dvs. gode muligheder for fouragering og et liv skjult for prædatorer. Lavt græsningstryk var generelt en fordel. Ved høslæt flyttede musene til uslåede arealer. Hvis man tager hensyn til forekomsten af småpattedyr forventes, at der også kan komme en rigere fauna på højere trofiske niveauer.
Drift og produktion
Tørstofproduktion og foderkvalitet faldt gennem forsøgsårene, samtidig med at vandstanden i maj - juli øgedes, hvilket til dels kan forklares med en stigende forårsnedbør. Generelt må produktionsniveauet ikke overstige 4-6 ton tørstof pr. ha, hvis forskellige plantearter skal have mulighed for at etablere sig, og det krav lever arealerne op til.
Der er stor forskel på plantearternes foderkvalitet. Mange naturarter har en fordøjelighed fuldt på højde med kulturarterne, fx alm. kvik og mælkebøtte, mens arter som lysesiv og mosebunke har en lav fordøjelighed. Andelen af sidstnævnte arter tiltog gennem årene, hvilket kan være med til at forklare den faldende foderkvalitet gennem forsøgsårene. Lavt energiindhold var det største problem mht. foderkvalitet. Det vurderes, at planternes indhold af protein og øvrige næringsstoffer ikke har været begrænsende for husdyrenes tilvækst.
Selektionsundersøgelser viste, at studene foretrak nogle plantearter frem for andre. Fx var mosebunke en art, som de indtog i mindre omfang end dens relative forekomst. Ved let afgræsning kan studenes fravalg af mosebunke betyde, at arten får bedre mulighed for at brede sig. Mosebunke og lysesiv kan være til gene for både landbrugsproduktion og botanisk diversitet. Derfor kan det være en fordel med periodevis højere græsningsintensitet, således at udbredelsen af disse arter begrænses.
Den animalske produktion pr. ha var klart højest ved høj belægning, fx 201 kg lammetilvækst ved lav belægning mod 269 kg ved høj belægning. Det enkelte dyrs tilvækst var derimod højest ved lav belægning - fx 667 g daglig tilvækst hos 1. års stude mod 477 g ved høj belægning.
Tilvæksten hos 2. års stude var lavere end hos 1. års stude, dels fordi 2. års stude græssede på arealer med en lidt lavere foderkvalitet, og dels fordi disse har et lidt højere krav til foderets energiindhold for at opnå samme tilvækst.
Det lave energiindhold i foderet var en væsentlig årsag til dyrenes ringe tilvækst, men også en betydelig parasitbelastning hos 1. års studene og et lavt græsudbud specielt i slutningen af sæsonen trods en afgræsningsperiode på kun 4 til 4½ måned har haft indflydelse på tilvæksten. Parasitbelastningen var størst ved høj belægningsgrad og nødvendiggjorde behandling i de fleste forsøgsår.
Det kan konkluderes, at kun ca. 30 pct. af dyrenes tilvækst fra fødsel til slagtning blev opnået på græs, når de som i forsøget kun afgræssede på enge i den periode, hvor afgræsning var mulig. Det var muligt at producere kvalitetskød med den rette slutfedning på ca. 3 mdr. Diverse tilskud var afgørende for aflønningen til landmanden. Lav belægning gav den bedste økonomi med de givne tilskudsmuligheder, men på længere sigt kan det give problemer med en øget andel af de såkaldte problemarter.
Prioritering
Med en ekstensiv drift opnås miljømæssige fordele for vandmiljøet, idet udvaskning af næringsstoffer var på et lavt niveau sammenlignet med arealer med intensiv landbrugsdrift. Udvaskning af N og P var ens ved de to græsningsintensiteter. Emission af drivhusgasser var generelt på et lavt niveau, og metanudslip fra dyrene var højere end fra den fugtige humusjord.
På østarealet på Fussingø har tørven sat sig og er nu en kompakt tørvemasse med meget lav vandgennemstrømning - højest 3-4 m om året - og derfor er der ophobet N og P i jorden. Ud fra planteanalyser vurderes K at være begrænsende, og det kan være aktuelt at tilføre K for at øge fjernelse af de ophobede næringsstoffer (N og P).
Valg af driftsform afhænger af arealernes tilstand, omgivelserne og ønskerne for arealernes fremtidige udvikling, hvorfor der ikke kan gives generelle anbefalinger. En prioriteret indsats vedr. pleje og genopretning vil betyde, at der er meget større chance for at få den optimale effekt af en given indsats.
Ud fra ønsket om at få resultaterne fra de forskellige engprojekter og viden i øvrigt gjort lettere tilgængelig for praksis og myndighederne stiles mod at udarbejde et beslutningsstøttesystem for natur- og miljøvenlig drift af ferske enge.
Litteratur:
1. Andersen, H. R., Kristensen, T., Bligaard, H.B. & Thamsborg, S.M. (2002): Studeproduktion ved afgræsning af ferske enge. Effekt af belægningsgrad og slutfedningsstrategier på sundhed, tilvækst, foderforbrug, slagte- og kødkvalitet samt produktionsøkonomi. DJF rapport, Husdyrbrug nr. 40.
2. Hald, A.B., Hoffmann, C.C. & Nielsen, A.L. (eds.) (2003): Ekstensiv afgræsning af ferske enge - Botanisk diversitet, småpattedyr, miljø og produktion. DJF rapport, Markbrug nr. 91.
3. Nielsen, L., Hald, A.B., Debosz, K. & Badsberg, J.H. (2002): Genopretning af enge - indikatorer for potentiel botanisk naturkvalitet. I Caspersen, O.H. & Fritzbøger, B. (eds.) Landskab, forandring og forvaltning - fem landskabsstudier fra Bjerringbro og Hvorslev. Forest & Landscape Research no. 31.
4. Nielsen, L., Hoffmann, C.C. & Thamsborg, S.M. (2002): Ferske enge - ekstensiv landbrugsproduktion, natur og miljø, DJF Intern rapport nr. 154.